Så har jeg endelig gjort det. Fået lavet en laser operation. Lige midt i øjet. Eller øjnene. Ikke en oplevelse for sarte sjæle.
Tanker omkring og efter min laseroperationDag: onsdags den 3. marts 2010
Tid: kl. 14.45-16.35
Sted: St:Eriks Ögon Sjukhus i Stockholm
Pris: 25.000sek
Hele operationen tog næsten 2 timer inkluderet; ventetid, forskellige undersøgelser af øjnene, vente på at afslappende pille skulle virke (frivilligt om vil tage en og jeg sagde ”GIV MIG ALT I HAR”), vente på at bedøvende øjendråber skulle virke samt lidt mere ventetid. Selve laseren tog kun 2 minutter på hvert øje!! Helt vildt. Helt vildt uhyggeligt.
Det mest uhyggelige var, at man (selvfølgelig) var nødt til at have øjnene åbne under hele proceduren. Normalt kan man lukke øjnene når noget er uhyggeligt og forsøge at tænke på noget andet, men her får man altså en billet på første parket til hele showet. Fantastisk.
Jeg blev lagt på en stor briks med laseren over hovedet. Først fik jeg en lille fjeder ind ved øjenlåget, så jeg ikke kunne blinke eller lukke øjnene. Derefter fik jeg flere øjendråber og til sidst et stykke vat med alkohol direkte ind på hornhinden. Den skulle ligge der i 5 sekunder. 5-4-3-2-1. Vupti, så kunne man fjerne det yderste af øjet som skulle fjernes for at komme ind til min blindhed. Så kom laseren. Jeg skulle fokusere på en rød lampe mens laseren gjorde sit job. Ikke så svært egentlig, men øjet kunne ikke rigtig fokusere og mens jeg lå og kiggede på alle de mange krystaller og figurer som dukkede op begyndte det at lugte brændt. Rigtigt, rigtigt brændt. Som på et værksted. Brændt metal! Eller ja, brændt øje var det jo. Nu ved jeg altså at brændt øje lugter af metal. Fedt.
Da laseren var klar med begge øjne fik jeg en lille linse på øjet som fungerede som et slags plaster. Den skulle hjælpe hele processen og gøre det mindre smertefuldt for mig. Fik også en pose med smertestillende tabletter, 1 sovepille til den første nat og masser forskellige slags øjendråber.
Jeg kunne på daværende tidspunkt se nok til at finde ned til receptionen hvor Sami og den røde Ferrari (Saab) ventede på mig.
Det tog ca. 1 time inden at de første smerter kom. Oh my God. Det er svært at beskrive, for det kan ikke sammenlignes med noget andet jeg har prøvet. Piercing i tungen, fået revet 4 visdomstænder ud og min tatovering på maven… Gå hjem og læg jer. Jeg fik ikke ondt i hovedet, men en meget stærk smerte i øjnene. Det føltes faktisk som om at nogen havde skåret mit øje midt over…
Og sidder du nu og prikker dig selv lidt let i øjet for at forestille dig hvordan det føles… Don’t. Det kan ikke sammenlignes. Brændt øje er ikke det samme som en finger i øjet.
Udover smerten (og at jeg næsten besvimede på badeværelses gulvet) så løb øjnene konstant i vand og jeg var nu helt blind. Den mindste lysstråle gjorde fysisk ondt og Sami måtte løbe rundt i lejligheden og trække alle gardiner for, rulle alle persienner ned, slukke alt lys og udstyre mig med en sovemaske fra en flyvetur for at jeg kunne holde det ud.
Jeg tænkte, at det måtte være sådan her Superman har det når han kommer i nærheden af Kryptonit. Jeg ser lighederne (eller jeg ser ingenting, men jeg tænker lighederne):
1. Superman starter med S - Sharni starter med S
2. Superman har sin kappe - Sharni har sin maske
3. Superman kan ikke tåle kryptonit – Sharni kan ikke tåle lys
Derefter stopper lighederne også for jeg føler mig hverken stærk eller modig. Jeg føler mig svag, bange og meget meget blind. Det er jo lidt svært at flyve rundt og rede verdens hvis man ikke kan se noget.
Gad vide hvordan Sami egentlig har kunnet se noget mens jeg lå der i mørket? Måske havde han en lommelygte… eller røntgen-mørke-syn. En ægte superhelte familie i Vällingby.
Torsdag: smerte, øjne som løber i vand og blindhed. Sami er den bedste kæreste ever og gør alt for at jeg skal få det bedre. Laver lækker mad (som jeg næsten ikke kan spise og slet ikke kan se), drypper øjendråber i mine røde, hævede øjne på de rette tidspunkter (100 forskellige slags dråber at holde styr på og jeg kan jo ikke engang se flaskerne), hjælper mig når jeg skal på toilet og ikke kan se hvor jeg skal gå hen. Min lillebror ringede forresten og foreslog at Sami skulle lægge ting på gulvet i hele lejligheden. Som en forhindringsbane. Jeg skal huske at slå ham hårdt næste gang jeg ser ham. Lillebroren – ikke Sami.
Mit survival kit de første dage: øjenmaske og tissues
Fredag: Det lille lorte-linse-plaster skarver helt vildt og jeg ligger hele natten mellem torsdag og fredag og glæder mig til at fjerne det. Fredag morgen: væk med linsen. Smerterne er ved at forsvinde og jeg er ikke så overfølsom overfor lyset længere. Nu kan jeg sidde med solbriller på i stedet for fly masken. Vælger Sami’s nye Rayban solbriller. De sidder bedst. Stadig ret så blind, men kan se konturerne i lejligheden. Lykkedes faktisk også med at tage et bad uden at skade mig selv. Prøver at se mig selv i spejlet. Jeg kan næsten se med venstre øje. Et meget rødsprængt venstre øje. Hello Frankenstein! Fra Superman til Frankenstein. Ingen fed udvikling.
Påmindelse til mig selv: gå ikke udenfor en dør før du kan se igen og tjekke om dine øjenbryn er vokset sammen eller om du har verdens største bums på næsen.
Lørdag: Nu gør det slet ikke ondt længere. Dejligt. Jeg har dog helt vildt tørre øjne og bruger almindelige øjendråber hvert 5 minut. Sahara i øjnene. Roadtrip til Hallstahammer med Raybans og lukkede øjne det meste af vejen. Lytter (kan stadig ikke se) til Melodi Festivalen hos Sami’s forældre. Misbruger min dyre øjencreme. Har aldrig været så tør omkring øjnene før.
Søndag: Stadig afhængig af øjendråber og øjencreme. Begynder at kunne gå rundt uden Raybans på. Har også snart skarve sår bag ørene pga. konstant sunglass wearing. Kan se nok til at hjælpe med at lave pizza til aftensmad. Taber dog både majs og oliven på gulvet.
Mandag: ingen solbriller i dag. Og jeg kan se nok til at læse mine mails og arbejde. Det er dog lidt anstrengende for øjnene fordi alt er helt sløret. Det føles som om jeg er konstant fuld. Alt er synligt men ikke i fokus. Jeg må tage små pauser i arbejdet i løbet af dagen. Men nu er jeg virkelig på rette spor.
Jeg glæder mig så meget til at kunne se perfekt uden briller. De siger at det tager 1-2 uger inden sløret løfter fra øjnene og efter det kan synes stadig blive bedre og bedre den næste måneds tid.
Jeg glæder mig til; at træne uden briller, ligge i sofaen og se tv uden briller, tage solbriller på når jeg vil, åbne ovnen uden at brillerne dugger, ikke at være halvblind når jeg tager brillerne af hver aften. Og til sommer skal jeg købe 100 par solbriller :)
Nostalgi: hele brille kollektionen
.JPG)
.JPG)
